OL-guldvindere og foreningsidræt

OL-guldvindere træner side om side med foreningsidrætten i Ballerup Super Arena, der aktivt benyttes som multihal.

Hverdagen er aktiv i Ballerup Super Arena

Hverdagen er aktiv i Ballerup Super Arena. Hele året rundt, fordelt på ca. 1.500 timer, sender cykelklubben Dansk Bicyckle Club (DBC) hold i alle aldre og træningsniveauer rundt på den indbyggede cykelbane, velodromen, der har været med til at sætte Danmark og Ballerup Kommune på det sportslige verdenskort.

Cyklebanen i Ballerup Super Arena er nemlig Team Danmark-elitesportscenter og basen for de danske herre- og damelandsholdsryttere i banecykling. Ryttere, som ved OL i Tokyo i 2021 vandt en guld- og to sølvmedaljer, vandt en EM guld-, to EM sølv- og en EM bronzemedalje ved EM i sidste måned, og i forrige weekend, ved det netop afholdte bane-VM i Frankrig, vandt endnu en guldmedalje.

Landsholdsrytterne i banecykling træner flere gange om ugen og det betyder, at eksempelvis medlemmer fra Ballerups Gymnastikforening og Seniorvolley, samt atletik- og fodboldklubberne i vinterperioden, træner side om side med guldvinderne. Ballerup Super Arena fungerer nemlig som multihal og giver plads til, at der dyrkes flere sportsgrene på samme tid. Multianvendelsen er en del af kommunens arbejde med at udnytte faciliteterne, så flest mulige brugere kan få glæde af dem.

Derudover er Ballerup Super Arena også rammen om store arrangementer og sportevents – eksempelvis det forestående 3-dagesløb 11.-13. november, hvor internationale cykelstjerner som Tour de France-ikonet Mark Cavendish, de nykårede europamestrene i parløb York Havik og Jan Van Schip og mange flere, kommer til Ballerup for at dyste mod bl.a. Danmarks eget guldpar Lasse Norman/Michael Mørkøv, i det legendariske cykelløb. Et cykelløb, der køres både for herrer og damer med deltagelse af en række af de medaljevindende danske kvinder. Under 3-dagesløbet køres også et talentløb samt et såkaldt Miniløb for drenge og piger mellem 12 og 14 år.

Ugen efter 3-dages løbet vender Ballerup Super Arena tilbage til hverdagen, hvor banecyklingens guldvindere får sved på panden side om side med Ballerups aktive borgere.