DM i cykelcross

Foto: Flying Monkeezcc

Mudderræs i Ballerup Idrætsby

Søndag den 28. november vil hundredvis af landets bedste cykelryttere trodse vind og vejr, når Arbejdernes Bicycle Club (ABC) inviterer til Danmarksmesterskab i cykelcross for børne-, ungdoms- og masterklasser på græsbakkerne omkring Ballerup Super Arena. Her har klubben bygget en særlig bane, som byder på asfalt, grus, græs, trapper, hop og stejle skrænter, der skal forceres på racercykler med lidt bredere dæk end normalt. Fordi det hele foregår på en 3,5 km afmærket rundstrækning omkring cykelbanen, vil der være gode muligheder for at opleve sporten på nært hold.

Cykelcross er en speciel vinterdisciplin, som tidligere har været populær i Danmark med navne som Henrik Djernis, Thomas Nørup og Joachim Parbo. Nu er sporten på vej frem igen, og det er denne positive udvikling, ABC ønsker at bidrage til i Ballerup, dels ved at præsentere sporten i et grønt og publikumsvenligt område, dels for at give flere børn og unge lyst til at dyrke motion i en rigtig cykleklub.

På dagen vil crossrytterne starte i inddelte aldersklasser, som skal køre mellem 30-60 minutter ad gangen - børn kortest, professionelle længst. Der er planlagt 10 starter fra kl. 8 om morgenen til kl. ca. 15.30.

”Selv om 40 eller 50 minutter måske lyder som kort tid, så kan jeg garantere for, at det er hårdt. Cykelcross er spurt på spurt i et teknisk vanskeligt terræn, så vi kommer nok også til at opleve et par styrt”, siger Jens Balzer Hansen, der er medlem af den arrangerende klub og løbsansvarlig. Han understreger, at rytterne sjældent slår sig alvorligt, da underlaget er blødere end asfalten på.

Modsat sidste år, hvor løbet foregik under gældende Covid-19-restriktioner, vil der i år være musik, telte og mulighed for en bid mad og lidt varmt at drikke. Tilskuere kan med fordel medbringe siddestol på stævneområdet. Der kan parkeres på parkeringspladsen øst for Ballerup Super Arena. Der vil være frivillige hjælpere til at vise vej og sikre at publikum og deltagere ikke kommer i vejen for hinanden.

Hvis du skal i svømmehallen denne søndag kan du derfor opleve masser af udendørs aktivitet.

Kommer du i bil, skal køre ad Marbækvej, da vejen foran Ballerup Super Arena er tæt pakket med cykelryttere. Og afsæt tid til at finde en parkeringsplads.

 

DM i cykelcross
Udendørs ved Ballerup Super Arena
28. november kl. 08.00 - 15.30

Entré: Gratis