Nyheder

”Kunsten” sparkes i gang igen

Kunstgræsbanen i Ballerup Idrætsby har fået nyt græs til glæde for de mange fodboldhold, der dagligt bruger banen. 

I efterårsferien trillede fodbolden usædvanligt jævnt på det nylagte kunstgræs på Marbækvej i Ballerup Idrætsby. 40 drenge fra fodboldklubben BSF fik æren af som de første at betræde det nye græstæppe. 

”I dag er smilet jo op til begge øre – det er en god dag” siger en glad holdleder i BSF, Michael Falcham. Rundt om ham træner flere af klubbens hold med de efterårsrødmende træer som baggrund på den nyåbnede kunstgræsbane.

Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Charlotte Holtermann, havde også lagt vejen forbi for at se den nye bane. Hun fik lov at prøve græsset selv, da hun sparkede den første bold afsted.

”Jeg er rigtig glad for, at kunstgræsbanen har fået det løft, som den naturligt har trængt til, efter den har rundet ti år. Det er helt tydeligt, at fodboldklubberne er glade for muligheden for at træne og spille på kunstgræs, og gode faciliteter og anlæg er en rigtig stor årsag til, at man får lyst til at fortsætte med at dyrke sin idræt. Derfor skal banen naturligvis være i orden. Det er den helt sikkert nu, efter nogle år hvor den var begyndt at hænge lidt med stråene”, siger Charlotte Holtermann.

Timingen kunne ikke være bedre, for det er nu, de koldere måneder så småt kommer os i møde. Det betyder sne og hård jord, og det slider rigtig meget på almindelige fodboldbaner. Her er det en stor fordel at have kunstgræsbaner, der er langt mere hårdføre end almindelige græsbaner.

Arbejdet med at udskifte det mere end ti år gamle underlag er foretaget af By, Erhverv og Miljø. Banens underliggende måtte er blevet genudlagt med nyt grus, og kunstgræstæppet er blevet udskiftet med et nyt tæppe. Herudover er der kommet flere brønde, der skal sikre at det underliggende dræn kan vedligeholdes. Og for yderligere at sikre, at de små gummikugler i plænen, granulaten, bliver på banen, er der indsat filtre og anlagt fliser omkring banen, som sikrer, at man kan genbruge granulaten, når der ryddes sne.

Der er lidt mindre arbejde tilbage på fliserne og de grønne områder omkring banen – det vil blive udført i løbet af oktober. I porten ind til banen er der lagt midlertidige plader til at gå på, indtil flisearbejderne er helt færdige.

FAKTA: 

  • Kunstgræsbanen er anlagt i 2007
  • Kunstgræsbanen har været lukket på grund af udskiftning fra 13. august til 15. oktober
  • Rådgiver på projektet: Orbicon, Entreprenør: Wellness Group AS
  • Der spilles på kunstgræsbanen hele året fra 16.30 – 22.30 på hverdage og 9.00 – 21.30 i weekenderne, hvor der spilles kampe. Både bredde- og eliteidrætten har tider på banen.
  • Ballerup Kommune har tre kunstgræsbaner i alt – heraf to i Ballerup Idrætsby og en i Måløv Idrætspark
  • By, Erhverv og Miljø har stået for at anlægge nyt kunstgræs

Kunstgræs - hvem spiller hvor? (2018-19)

Kunstgræsfordelingen er faldet på plads; se hvem der spiller hvor i den kommende sæson.

Læs mere

Kunsten åbner 15. oktober (ny dato)

Idrætsbyens kunstgræsbane: Vind og vejr har stået i vejen for arbejdet, så kunstgræsbanen åbner nu d. 15. oktober.

Læs mere

Kunstgræsbane

Kunstgræsbanen er udendørs og har eget parkeringsområde.

Læs mere